Jeg læste Sarah Richardt Schoops facebookopdatering med en anelse ondt i maven. Jeg følte mig ramt. Ramt fordi det er så rigtigt, hvad hun skriver.
Ramt fordi jeg kunne have byttet sygeplejerske ud med lærer hele vejen igennem. Patienter med elever.

Ramt fordi jeg var en anelse flov. Jeg har selv præsenteret mig sådan. “Jeg er bare lærer”. Jeg kan huske hvor rigtigt, jeg følte det var.

Året er 1999. Lige det sidste år inden det store millenniumnytårsbrag. Dagene gik på cykel rundt i København, grill i Fælledparken og rom og cola på altanen. Jeg startede på N. Zahles lærerseminarium.
Folk omkring mig forstod ikke, at jeg ikke “ville mere”. En af mine venner sagde, at “det var da spild af mine gode karaktere at læse til lærer”. På en måde syntes jeg, det var rigtigt. Jeg vidste godt, at jeg nu trådte ind i den lavstatussuppedas skolen sad i.

 

Hør også historien om da jeg IKKE blev tømrer

 

Men jeg vidste også noget andet. Noget, jeg har fået bekræftet i ekstrem grad sidenhen -mange gange!
Jeg vidste, at skolelærerjobbet er det VILDESTE, sejeste job.
Det er et af de mest betydningsfulde job, jeg kan forestille mig. Det er DET job, vi alle har en relation til, for vi har alle gået i skole.
Det er det job, der har størst indflydelse på skolebørns hverdag, deres glæde og deres erindringer om skolen.
Det er det job, der er i allerstørst udvikling for at tilpasse sig til en ny årgang hvert år. Vi møder generationer i konstant forandring.
Det er det job, det har størst mulighed for at påvirke Danmarks fremtid.

Og til trods for dette sad jeg for nogle år siden til en middag med masser af folk, jeg ikke kendte, dejlig mad på bordet og god stemning, og sagde: “Jeg er bare lærer”.
Tanken får mig i dag til at krumme tæer. Det er altså at undergrave sin egen virksomhed i ekstrem grad. For som Sarah skriver: Hvor er det kæden knækker, når vi ikke oplever anerkendelse nok til at stå ved vores fag med stolthed i stemmen?

Og hvad gør jeg i dag? Jeg slår på tromme, vifter med arme og ben og flager med bannere. Jeg råber i megafon, sender røgsignaler og taler højt -med stolthed i stemmen.
Folkeskolen er for sej, og det skal der ikke være et sekunds tvivl om.

Vi knokler med innovation og entreprenørskab, som er skrevet ind i de fælles mål. Vi opretter alternative læringsforløb med robotter og iPads. Vi dyrker udeskole med gulerødder og kartofler. Vi opretter trivselsdage, legepatruljer og fejrer alt fra fødselsdag til fastelavn.
Vi ser glade børn, stressede børn, motiverede børn, nysgerrige børn, trætte børn, omsorgsfulde børn og børn i sorg. Vi ser dem ikke bare. Vi tager os af dem, samler dem op, støtter dem og skubber blidt til dem. Men vi vil mere! Vi kan mere, og vi har ambitioner om mere. Mere end ender, der bare lige mødes.

Vores visioner for skolen skal ud over scenekanten!
Vi skal fortælle og vise hvad folkeskolen kan og vil med ressourcer og opbakning.
Alle skal med sikkerhed vide, hvor vild folkeskolen kan være. Hvor meget den kan bidrage med.
Vi skal synliggøre, hvad vi vil stille op med den tid, vi kræver af politikerne for at undervise, udvikle og inspirere alle danske skolebørn.

Og hvem er “vi”? Det er dig og mig. Det er lærere. Det er politikere. Det er forældre og det er elever.

 

Læs mere om hvordan du får innovation i undervisningen

Kommentarer

Leave a Reply

Your email address will not be published.