Jeg har haft virkelig mange forskellige lærerborde: Store, små, runde, firkantede, lave, høje og usynlige.
Her er fem forskellige erfaringer med lærerbordet. En af dem er min favorit:
1) Kateder ved tavlen, vendt mod eleverne.

Meget traditionelt. Jeg ser det i de fleste klasser. Ærligt; er jeg ikke fan. Det skaber meget retning og hierarki i rummet, at der både er et lærerbord og en tavle ved samme plads.
Det gør, at der noget, der hedder bagerst og forrest i klassen.
👍 = Du kan sidde “i fred” bag et bord, arbejde og holde øje med eleverne
👎 = Du får en særlig piedestalplads med afstand til eleverne. Du skaber en meget tydelig retning i rummet. Der bliver tit lidt crowdet og kø, hvis eleverne kommer hen, da der er lidt plads mellem væg og kateder.
2) Kateder ved tavlen mod væggen.

Det er ikke meget forskel fra nr. 1, men jeg er lidt mere fan af den, da man som lærer ikke sidder gemt bag et bord. Bordet er mest til keyboard og papirer. Ellers er vi her mere vendt ud i rummet fra stolen.
👍 = Du kan være tæt ved tavlen og nemt nå keyboard og mus. Nemt for eleverne at komme til dig. Mere gulvplads med bordet mod væggen.
👎 = Stadigvæk tydelig retning i rummet med tavle og lærerbord samme sted.
3) Sofabord ved tavlen.

Ja, så skete der noget! Noget helt andet.
Ærligt, så fik jeg lidt spat af det kæmpe kateder, den piedestal, det hierarki og den retning der kom i rummet.
Hvorfor skulle jeg have så stort et bord for at vejlede, hjælpe og heppe på eleverne? Og hvorfor skulle mit bord være dobbelt så stort som elevernes? Når det er eleverne, der arbejder?
Så jeg fik et lille sofabord til keyboard til tavlen og min computer. Enten står jeg op, sidder ved elevborde, på tæppet eller i sofaen. Eleverne bruger selvfølgelig sofabordene meget, når de sidder på gulvet og i sofaen.
Kopiark, bøger og materialer, alt det, der ligger på et kateder, lægger jeg fra mig på en hylde på væggen.
👍= Du får meget mere plads i lokalet. Ingen tydelig retning i lokalet. Du sidder ikke og troner og har eleverne i audiens. Du er nødt til at bevæge dig i rummet.
👎= Du kan måske føle dig lidt rodløs? Du har ikke noget stort bord til at rette stile ved.
4) L-bordet.

Afsløret. Mit absolut favoritbord og det jeg har brugt flest gang.
Her har eleverne to borde sat sammen i en L-form. Jeg kan sætte mig på den anden side og have eleverne siddende omkring mig til minilektion.
Min plads er fleksibel, så det kan også være elever, der sidder på min side og arbejder sammen.

Bordet kan stå hvor som helst i forhold til tavlen. Jeg har været glad for at have det ved døren eller modsat tavlen, så rummet netop får gjort op med sin retning. Der er ikke noget forrest/bagerst i klassen.
👍= Du kan nemt arbejde med en mindre gruppe. Du sparer plads. Eleverne kan bruge opstillingen i grupper.
Man kan ikke sidde bagerst i klassen mere. Meget dynamisk rum.
👎= Du har ikke dine fine tuscher i fred. Der er små pilfingre over alt. 😉
5) Den store disk

Ja, det her var ikke så meget et valg. Men et år var der håndværkere i mit lokale og vi startede derfor skoleåret i naturfagslokalet.
VI havde SÅ meget plads. Både gruppeborde og naturfagsborde med vaske, udstoppede dyr og skabe med petriskåle. Det var en fed tid. Vi havde også en tavle bag en kæmpe disk.
Da jeg mest underviser ved gruppebordene gjorde det ikke så stor forskel, men det var virkelig specielt hvis jeg satte mig ved disken. Så var jeg helt væk, da den er lavet til arbejdsståhøjde.
👍= Du kan nemt vise noget frem. Der er mere power i at stå op end sidde ned. Kan du lave et sæbebobleshow, der er Experimentariet værdigt, er disken for dig!
👎= Det fylder jo helt vildt og er ret urealistisk i almindelige lokaler. Det fungerer klart mest til demonstrationer fysiske materialer, opgaver og forsøg. Ellers er det bare i vejen.
➡️ Det var fem. More to come.

