drama studio

Tre alternativer til den klassiske, skriftlige analyse

I har læst en tekst, og nu skal I arbejde med den.

I skal beskrive handlingen, budskabet og perspektivere. I skal arbejde med miljøet, det der står mellem linjerne og personkarakteristik.

Det kan gøres traditionelt ved en klassesamtale og en skriftlig analyse.

Eller …

Det kan gøres digitalt ved hjælp af spændende værktøjer. 👀

Her får du tre værktøjer, du kan forslå dine elever, når de skal arbejde med en tekst.

Og pst.: Til sidst får du det ene trick der gør, at du sætter eleverne i gang med at bruge et værktøj, du ikke selv kender.

CoSpaces Edu

Først har vi CoSpaces Edu, som er tilgængeligt gennem skoletube.dk

Det er et digitalt 3D-univers, hvor du kan bygge scener op og animere figurerne, så de bevæger sig. Du kan tilføje tekst og talebobler, og du kan endda også se universet med VR-briller.

Prøv selv at gå ind i Ternet Ninja her.

cospaces ternet ninja

Jeg har tidligere skrevet om CoSpaces, og du kan finde indlægget her:

Her er et par ideer til opgaver:

  • Du kan bede eleverne om at bygge en scene fra teksten, eller et alternativ handlingsspor.
  • Du kan bede dem forholde sig til miljø, fysisk rum eller andre artefakter.
  • Du kan få eleverne til at vise det vigtigste i teksten, vendepunktet.
  • Du kan få eleverne til at bygge første og sidste del af historien og se på udviklingen.

Drama Studio

Dramastudio er et digitalt teater. Her kan I skabe manuskripter sammen, designe scener, kostumer, sende skuespillere ind, sætte spots på dem og lade dem tale. Det er som et digitalt rollespil.

Det kræver en selvstændig licens, MEN … Det er gratis resten af 2022, så kom i gang nu!

Du tilmelder dig klasse her.

Og der er endda mulighed for at få et gratis introkursus.

Lige som med Cospaces, kan du sætte eleverne til at vise universet i teksten, vendepunkterne eller meddigte.

Her er et par ideer:

  • Du kan bede eleverne om at bygge en central scene fra teksten,
  • Du kan få dem til at lave alternativ handlingsspor.
  • Du kan bede eleverne om at lave den samme scene set fra to forskellige personer. Især situationer me en konflikt, der opfattes forskelligt egner sig til det.
  • Du kan få eleverne til at vise det vigtigste i teksten, vendepunktet.
  • Du kan få eleverne til at bygge første og sidste del af historien og se på udviklingen.

Her kan du se et eksempel på dramatisering af Skammerens Datter i Drama Studio.

Sway

Den sidste mulighed er mit sikre kort på hånden. Jeg har brugt det så mange gange, og det er altid en succes i en snæver vending.

Lad mig præsentere: Sway

Sway er et værktøj til at lave en super fin præsentation, hvor der kan inddrages mange forskellige elementer:

  • tekst
  • billede
  • lydoptagelse
  • gif
  • sange
  • videoer

Forestil dig en PowerPoint, hvor det hele er sat op i enkelte blokke, og du bruger meget kortere tid på at sætte det op. Jeg har brugt Sway med elever i 1. klasse med stor succes.

Sway er en multimodal præsentation, der ret nemt og hurtigt kan formidle en stemning, en pointe eller et budskab.

Her er et par hurtige ideer til brug af Sway:

  • Du kan bede eleverne om at lave en Sway, der præsenterer hovedpersonen
  • Du kan bede eleverne om at præsentere det vigtigste fra bogen
  • Du kan lade eleverne indtale en oplæsning af vendepunktet
  • Du kan lade eleverne opbygge et univers med lyd, farver og billeder, der fortolker stemningen i den læste tekst

Men Josefine … Jeg kan ikke bruge de tre værktøjer?

Det er helt perfekt!

For det er ikke dig, men eleverne, der skal lære at bruge dem.

Din opgave er at sige:

“Jeg er lige stødt på det her ret seje program. Lad os se hvad det kan.”

“Jeg vil gerne have at I først gør y, så x. I får 20 minutter.”

Du skal altså være nysgerrig sammen med eleverne: Hvordan indsætter man tekst? Hvordan får man lyd på? Hvordan flytter man elementerne?

Din opgave er at sætte rammerne. Du ved noget om tekster og analyse. Eleverne lærer noget om digitale værktøjer blandet med din faglige viden.

For en gangs skyld er det en gave for eleverne at mærke, at du ikke har svaret, at de bliver dygtigere end dig, og at den læring, der forgår er helt ægte.

Det er selvfølgelig også vigtigt, at du lader eleverne være eksperter. De skal dele med de andre, når de har lært at gøre en ny ting i programmet. Fx: “Kom over til mig, hvis I vil se hvordan man sætter en bevægelse på en figur.”

Det bliver der fedeste forløb med elever i læring sammen med dig.