Inklusion virker ikke!
Inklusion er noget møg!
Inklusion er en spareøvelse!
Du kender dem godt. Alle udsagnene. De er sagt og skrevet mange gange af lærere, pædagoger og forældre .
Jeg forstår godt, hvad de mener. Jeg er skolelærer. Jeg knokler med inklusion, og jeg har gjort det i mange år.
Der er bare noget i debatten og vores retorik, der skal ændres. Vendes helt om.
Først og fremmest: Inklusion virker!
At inkludere børn i fællesskaber virker. At inkludere børn med udgangspunkt i dem og deres behov virker. At benytte specialpædagogiske greb og værktøjer for at kommunikere tydeligt til flere børn virker.
Det der ikke virker; det er virkeligheden lige nu. Og den har i nogle tilfælde intet at gøre med inklusion. Den har at gøre med eksklusion, begrænsninger, quick fixes og utilstrækkelighed.
Og jeg er enig.
Det virker ikke.
Lige nu har vi en situation, der minder om en overvægtig klient, der har fået at vide at gulerødder er sundt og slanker. Klienten spiser lystigt gulerødder hver dag. De er revet, vendt i smør, sukker og mel. Bagt i ovnen og overhældt med flødeskum.
Klienten taber sig ikke og kan nu konkludere: Gulerødder virker ikke.
Men skønne menneske, det er jo ikke gulerødder du spiser? Det er kage. Kage virker ikke til vægttab.
Sådan er det med inklusionssnakken lige nu. Det, vi taler om, som ikke virker, er ikke inklusion.
Der er nemlig et paradoks ved det: I det sekund det ikke virker, så kan vi ikke kalde det inklusion. For inklusion er jo NETOP, at alle er inkluderet. Med deres behov. Med deres forskelligheder. Med deres styrker.
Når et barn med autisme ikke kommer i skole, så kan vi ikke sige at inklusion er noget møg. Vi kan sige at manglende inklusion er noget møg.
Det, der ikke virker, der er at Alfred bliver presset til at tage sin bog frem samtidigt med de andre 27.
Det, der ikke virker, det er at Alfred kaster med sit penalhus og skriger som reaktion på at skulle passe ned i kassen.
Inklusion er ikke, at alle elever er i klassen, sidder på deres stol og laver det samme på samme tid.
Det vil i nogle tilfælde være et ekstremt ekskluderende krav at stille.
Inklusion er, at Albert i 3. C deltager i aktiviteten i de 15 minutter, som han magter.
Inklusion er, at Signe læser Anders And-blade i halvandet år, mens de andre læser Den Første læsning.
Inklusion er, at Sofus fast spiller computer med én kammerat fra klassen.
Inklusion er, at Luis, Selma og Felix spiller ordspil i matematiktimen.
Det, der er det svære, er at spise gulerødder frem for kage. Det er krævende, det er hårdt og det kræver en ekstra indsats. Det kræver faktisk en ekstra ressourceperson.
Når Alfred er presset, har han ikke brug for at blive mere presset til at tage sin bog frem. Han har brug for en voksen, der kan forlade den fælles aktivitet. En voksen, der kan tilbyde alt fra et kram og en skulder til et lyttende øre og retningsgivende besked.
Jeg er ikke i tvivl om, at den primære løsning til at skabe et inkluderende læringsmiljø er at have to voksne. En voksen, der laver en aktivitet for de fleste, og en voksen, der kan give øjenkontakt, nærvær og samle op på de udfordringer der opstår.
“Men Josefine, man kan da ikke læse Anders And i halvandet år i skolen?!?”
Jo, det kan man godt. Fælles mål er for det første meget brede. For det andet er mål et udtryk for en retning og ikke et resultat. Vi har altså en retning, som alle elever arbejder i. I hvert deres tempo og med hver deres niveau af målopfyldelse og succes.
Den største udfordring er måske slet ikke inklusion, men at lave en skole, der rummer flere børn. Børn som de er.
Så næste gang du får lyst til at sige inklusion ikke virker, så sig “at stoppe børn i kasser uden ressourcer virker ikke”.
Inklusion kommer af begrebet at inkludere, som betyder at medregne eller omfatte og modstiller sig begrebet ekskludere, der betyder at udelade. Inklusion handler således om, at alle børn ikke blot er med i fællesskabet, men at alle børn tæller med og derved har betydning for fællesskabet.