undersøgende matematik

Find tallene i madkassen med undersøgende matematik

Jeg har lavet et gratis forløb til undersøgende matematik, hvor eleverne tager udgangspunkt i ting, de har til rådighed.

I forløbet viser jeg det med madkasser, fordi de fleste har en madkasse. I kan selvfølgelig vælge at lave det med ting, eleverne synes er sjovt at lege med. Fx Legofigurer, Hatchimals eller lignede legetøj.

Forløbet

Forløbet består af 4 videoer, hvor der knytter sig elevopgaver til dem alle. I ser altså videoen først og så sætter du eleverne i gang bagefter. Jeg lægger op til refleksion og aktiviteter i videoerne, og eleverne kan nemt komme i gang ved at kopiere det jeg viser i videoen.

Det er altså en super nem måde at komme i gang med en opgave ude af bogen.

Alle elevaktiviteterne finder du i lærervejledningen her.

Video 1: Find tallene i madkassen

Her introducerer jeg matematikbrillerne, det at se matematik i hverdagen og taler om, at der er matematik alle vegne.

Video 2: Tabeller og diagrammer

Her får eleverne et billede af hvordan man laver nemme og gode optællinger med diagrammer. De møder et søjlediagram, som laves fysisk på gulvet.

Video 3: Madpakkeundersøgelsen

Så går vi et skridt mere ind i statistik, data og optælling. Jeg viser, hvordan man kan stille spørgsmål til madkassen og undersøge hvordan indholdet ser ud -på en matematisk måde.

Jeg gennemgår også centrale begreber som antal, vægt og rumfang.

Video 4: Min egen store madpakkeundersøgelse

I den fjerde video sætter jeg gang i den helt store undersøgelse. Hvordan kan eleverne komme i gang med at være nysgerrige og selv arbejde undersøgende med data og statistik?

Jeg opfordrer til matematiske spørgsmål, som eleverne selv skal stille. Spørgsmål, det kræver matematik at svare på. Fx:

  • Hvor mange madpakker har mine forældre lavet til mig i alt?
  • Hvad måler min madpakke? (Fx højde, vægt)
  • Hvad koster det at lave madpakker i en uge?

Matematiske spørgsmål er helt centralt, og noget jeg altid træner mine elever til at stille -og besvare.

Jeg viser også eksempler på præsentation af undersøgelsen.

I nogle af videoerne mangler der desværre nærbilleder af det jeg viser/taler om, men som forløb kan I sagtens bruge det.

Videoforløb til eleverne

Se hele forløbet til eleverne her:

https://emu.dk/grundskole/matematik/matematiske-kompetencer/videoer-til-find-tallene-i-madkassen-med-josefine-jack

Lærervejledning

Se lærervejledningen her, hvor der er gennemgang af de aktiviteter eleverne skal lave:

https://emu.dk/grundskole/matematik/matematiske-kompetencer/find-tallene-i-madkassen-med-josefine-eiby