At dele en historie
Det her, det er et indlæg, jeg har tænkt over at skrive i et helt år. Det ligger på kanten af det fokus bloggen har -og på den anden side er det lige DET bloggen handler om: Min hverdag i klassen, med alt hvad det indebærer.
Jeg har mest været nervøs for om det havde nogen interesse, og om det egentlig var for lille en del af jer læsere, der kunne bruge det. Men hvis bare én kan bruge det, så er mit job gjort. Med hver tredje der får kræft er der andre skolelærere med spørgsmål om hvordan man håndterer det på jobbet.
Jeg vil gerne dele lidt tanker om hvad man kan sige til sine elever, når man får kræft, og hvordan jeg håndterede forløbet. Jeg har også et par gode råd, som du måske kan bruge eller dele til en kollega.
At få kræft
For et år siden fik jeg modermærkekræft i højre arm. Jeg fik fjernet et modermærke, der var begyndt at klø. Et lille umiddelbart uskyldigt mærke med en ekstra (og ny!) prik i. Det var bare omkring 1 cm stort.
Mærket blev fjernet, jeg blev syet, fik plaster på og armen blev blå. Jeg var på intet tidspunkt nervøs.
Alle eleverne så selvfølgelig armen og spurgte ind til det. Jeg fortalte roligt, at det var et modermærke, der var blevet fjernet for en sikkerheds skyld. Oftest havde jeg korte ærmer på, så de kunne se armen og passe lidt på den. Ellers er sådan en øm arm noget i risikozonen blandt krammende 3. klasser.
Der gik nogle uge og svaret kom chokerende en mandag eftermiddag: “Du har modermærkekræft”.
Så hvad gjorde jeg?
De første handlinger
Det første jeg gjorde var at:
- Dele det med venner og familie
- Fortælle det til min ledelse
- Fortælle det til et par få kollegaer
- Bestille tid hos en psykolog
Det gjorde jeg fordi, jeg havde brug for at alle tæt på kendte historien, fordi jeg havde brug for min ledelses opbakning og fordi jeg havde brug for at arbejdsdagen var så normal som muligt. Altså ingen udmelding til kollegaer, elever og forældre i starten, da jeg lige skulle finde ben at stå på og finde ud af hvad forløbet var.
Da jeg efter næste operation og prøvesvar fik at vide, at kræften havde spredt sig til lymfekirtlerne talte jeg med eleverne og sendte jeg besked ud til alle kollegaer.
Beskeden til elever og forældre
Det aller, aller vigtigste, når det gælder børn og livstruende sygdomme er at give tryghed, vise du har overblikket og være rolig.
Jeg tog en snak med mine elever, som forløb nogenlunde sådan her:
Jeg har noget, jeg skal fortælle jer. Som I ved, har fået fjernet et modermærke. Det var godt, det blev fjernet, for lægerne fandt kræft i det. Nu skal de også fjerne nogle kirtler i armhulen for at være sikker på at få det hele væk.
Jeg skal opereres og vil være væk nogle uger, da armen skal holdes i ro. Jeg er meget tryg og rolig, og de er vant til at fjerne modermærkekræft.
Børnene spurgte en del ind, og jeg svarede på alt. Roligt, kærligt og åbent. Da de spurgte ind til hvad kræft egentlig er, følte jeg faktisk, at jeg mangle ord. Jeg forstår næsten ikke selv hvad kræft er. Og hvordan forklarer man det til børn i 3. klasse. De kender alle sammen ordet kræft -og flere elever har familiemedlemmer, der er døde af kræft.
Jeg forklarede det nogenlunde sådan her:
I kroppen har vi bitte små celler, som kroppen er opbygget af. De skal være der. Men nogle gange begynder de at dele sig for meget og ender med at fylde alt for meget. Forestil jeg majskorn. De fylder ikke meget i posen, men hvis de popper, fylder de helt vildt meget. Og så er der altså ikke rigtig plads. Så vi fjerne kræften, så den ikke overtager pladsen for de vigtige organer i kroppen. Sådan en omgang popcorn fylder altså ret meget.
Jeg ved sgu ikke om der er en læge, der kommer efter mig efter den lalleglade forklaring med popcorn. Den kom spontant til mig, og den virkede af to grunde:
- Fordi det giver et billede af at har ekspanderet vildt og “noget fylder mere”.
- Fordi det giver smil på læben og gør det mindre dramatisk.
Børnenes oplevelse, da de gik hjem den dag var, at jeg lige havde fået fjernet lidt kræft, at jeg nok var rask og at der bare var lidt “sikkerhedsoperation” tilbage. Jeg oplevede dem meget ubekymrede.
Det var meget vigtigt for mig at tale med eleverne INDEN forældrene fik beskeden. Forældrene kan ikke give samme ro som mig. De ved ikke hvordan jeg har det. De bliver selv nervøse. Alle mennesker bliver påvirkede og revet med, når de hører nogen har kræft.
Flere forældre fortalte efterfølgende, at de var overraskede over HVOR rolige deres børn var. Og så er min mission lykkes. Uro og utryghed har ingen børn brug for eller gavn af.
Til forældrene skrev jeg:
Kære forældre.
Desværre er jeg nødt til at give en lidt ærgerlig besked, som jeg håber, I kan dele med jeres børn på den mest skånsomme måde. Jeg har talt med eleverne i dag på en meget positiv måde, og der var kun interesserede spørgsmål og rolige børn.
I slutningen af april fik jeg konstateret modermærkekræft i et modermærke på højre overarm.
Jeg blev hurtigt opereret igen og fjernet et større område omkring det oprindelige modermærke samt de to nærmeste lymfekirtler –da kræften kan sprede sig til lymfesystemet.
Onsdag den 18. maj fik jeg svar på vævsprøven, og de kunne konstatere, at der var (meget lidt!) kræft i den ene lymfekirtel.
Jeg skal nu indlægges i en uge og have fjernet samtlige lymfekirtler under højre armhule og drænet lymfevæske. I de første fire uger skal armen holdes helt i ro.
Det betyder i første omgang en sygemelding fra skolen. Som udgangspunkt sættes der én fast vikar på i mine timer. Jeg regner bestemt med at være tilbage inden sommerferien, og under alle omstændigheder kommer jeg på besøg.
Der vil naturligt være spørgsmål fra jeres børn. Det vigtigste er, at de får ro og tryghed. Det her er IKKE en dødsdom. Det er en alvorlig sygdom, som lægerne lige ved, hvad de skal gøre ved.
Når I taler med dem hjemme og Anne Sofie på skolen er det godt at have fokus på at bruge enkle ord, som de forstår og holde det udramatisk. Der kan måske også være brug for at tale om deres tanker og følelser.
Flere har jo naturligt nok også været igennem det med familiemedlemmer. Det kan være godt at huske, at alle forløb og historier er individuelle og forskellige.
Jeg glæder mig til at se jer snart igen.
Hilsen Josefine.
Eleverne lavede de fineste hilsener, breve, taler, videoer, Sways og snapchats til mig. Det var meget, meget rørende. Og da jeg også havde fødselsdag midt i det hele gav de den ekstra gas.
Jeg var vitterligt rørt til tårer.
Tiden efter
Jeg skulle heldigvis ikke have kemo, og det har gjort mit forløb noget lettere i forhold til min fysiske tilstand. Psykisk tager det længere tid. Her et år efter er første gang, hvor jeg begynder at være mig selv igen. Overskuddet har ikke været som det plejer, og det har jeg kunnet mærke i forhold til min arbejdsindsats. Jeg har måske ikke haft gang i så mange projekter, jeg har blogget mindre og tænkt færre nye ting ind i undervisningen.
Jeg tror, det er vigtigt, at man lige får kigget sin ledelse og team i øjnene og talt lidt om, at der i en periode er en større sårbarhed og lidt nedsat drivkraft.
Jeg kunne i høj grad mærke at svære samtaler, konflikter og lignende ikke lige var det bedste for mig. Jeg følte mig bare lidt for sårbar til at håndtere det.
For mig kom reaktionen på forløbet efter ca. fire måneder fra raskmeldingen. Det skal man lige være forberedt på. At der godt kan psykisk reaktion langt senere. Jeg blev ikke sygemeldt, men jeg havde brug for ekstra support, opmuntring, støtte, gode arbejdsopgave, positiv stemning og lignende.
Tre gode råd
1.
Hvis du er sygemeldt, så bliv hjemme og hop af Intra. Kom evt. forbi klassen på besøg, hvis der er overskud til det.
2.
Ring til en psykolog. Måske har du gratis psykologhjælp gennem din ansætttelse. Det tror jeg de fleste har.
3.
Kommuniker roligt og positivt til eleverne, så de ikke bliver bange. Lad dem stille masser af spørgsmål. Det er ok at svare “at det er privat”. Der er forskel på at være personlig og privat.
Og kender du en med kræft, så får du 10 gode råd her:
