I min 4. klasse arbejder vi med “at læse korrektur” under temaet grammatik. Vi har fokus på synlig læring, og jeg synes, at det er vigtigt, at eleverne har indsigt og engagement i deres læringsproces.
Det er disse forenklede fælles mål
Fremstilling -korrektur
- Eleven kan sætte tegn
- Eleven har viden om punktum, spørgsmålstegn og udråbstegn
Læsning -afkodning
- Eleven har viden om regler for sammensætning af ord
- Eleven har viden om ordklasser og regler for bøjning af ord
Jeg har formuleret disse læringsmål:
Hver elev får et ark ved forløbets opstart. Det limer de i deres danskhæfte eller sætter i deres mappe. Nogle få elever vælger at klippe de enkelte mål og termometre ud og lime dem rigtig kreativt ind i en lille notesbog.
Eleverne starter med at læse målene og farve hvor meget, de kan ved opstarten.
Så sætter de en lodret steg, der viser deres mål. Hvor langt har de tænkt sig at nå? Hvor er deres ambition?
Hver gang de føler, der er blevet bedre eller har lært noget, farver de med en ny farve. Så er det nemt at se deres progression, og eleverne er super glade for at opdage, at de har rykket sig.
I dag lavede vi den aktivitet, at de skulle skrive to berettende tekster om dagen forinden. Den ene tekst skulle være i nutid og den anden datid. De skulle have fokus på nutids-r, punktum, stort bogstav og udsagnsordenes tider.
De fik et kvarter til hver tekst -og jeg satte uret på tavlen.
Da de havde skrevet gik de rundt mellem hinanden og læste deres tekster højt. Så skulle kammeraterne sige om det var nutid eller datid.
Og så lige et sidespring:
Det med bevægelse i undervisningen er ikke noget, jeg bruger særlig meget tid på at tænke over i det daglige. Det kommer helt af sig selv, da vi typisk arbejder med forskellige aktiviteter og ikke har borde på række foran en tavle. Eleverne er derfor nødt til at bevæge sig rundt.
Deciderede “hoppediktater” og lignende laver jeg ikke så meget. Jeg synes, det er skønne aktiviteter, men jeg har bare ikke følt det så nødvendigt, da vi har ret skiftende undervisning.
Eleverne er rigtig glad for at danse zumba, lave yoga, synge med eller se en sjov video. Det gør vi gennem gonoodle, hvor vi har en profil og optjener point. Se min guide til brain breaks her.
Vi har BYOD-ordning i klassen, og det betyder, at eleverne arbejder på mange platforme. Jeg er vild med disse billeder, der tydeligt viser, hvordan de arbejder på pc, ipads, papir.
Da vi mødtes til refleksion på tæppet talte vi om hvilke vanskeligheder, de var stødt på. Fx nutids-r man ikke kan høre og nutidsfortællinger, det virkede underlige, fordi det jo var i går.