Talforståelse og matematik i praksis

Når jeg har indskolingsklasser laver vi altid butik i løbet af skoleåret.

Jeg laver det typisk på to måder:

  1. Med fysiske penge
  2. Med digitale penge

Det er vigtigt at arbejde med digitale penge, da vores elever vil opleve en hverdag stort set uden fysiske penge. Mobilepay og Dankort overtager de fleste betaling og det er meget sjældent vi bruger mønter.

Argumentet for at lave en dag med fysiske penge er, at det er meget håndgribeligt og synligt. Det en visuel måde at lære penge, beløb og tal at kende på.

Her får du min fulde guide til at lave butik med dine elever. Du får:

  • besked til forældrene
  • visuelt program til eleverne
  • lektionsplaner
  • gode tips og tricks

Besked til forældre

Her er hvad jeg skrev til forældrene i ugeplanen:

Så er der fagdag i matematik! Vi skal lave butik, så vi skal have samlet rent emballage og reklamer ind gennem hele ugen. Dåser, pakker, æsker, flasker og lignende.

Hvis der er nogen, der vil have noget med, man kan købe og spise rigtigt, skal I være velkomne -bare der er nok til alle.

Regnskabet laver i vi Excel, så vi hele tiden kan se hvad vi har solgt for, og hvor mange penge, vi har. På den måde fokuserer vi også både på de digitale penge og de fysiske.

Program

Vores dag bestod af tre moduler og derfor tre runder.

Runde 1:

  1. Butikkerne henter varer hos “fabrikken”.
  2. Butikkerne skriver pris på varerne.
  3. Butikkerne må købe og sælge hos hinanden.
  4. Excelarket introduceres
  5. Alle køb og salg sker fra butikkernes konti.

Sådan gør I:

Du har inddelt eleverne i grupper a ca. fire. Eleverne lægger alle varer på gulvet. Hver gruppe må hente to varer på skift. Jeg plejer at sige, at alle må beholde to ting af deres egne ting i deres butik. De kan godt føle ret stor tilknytning til tingene. Resten er fælles og en del af fabrikken/grossisten. Eleverne sætter pris på varerne med en sprittusch, papir eller labels. Hvad end, der kan fungere for jer.

Du samler eleverne og introducerer Excelarket. Et ark, hvor hver butik har sin egen konto. Du fortæller, at der står -300 på kontoen, fordi butikken har lånt 300 kroner af banken til indkøb af varer.

Alle butikkerne har det samme Excelark åbent på en computer, som fungerede som kasseapparat. Jeg lavede et Excelark i mit Onedrive og lavede linket kort med www.kortlink.dk. Så kunne alle butikkerne nemt gå ind på kontooversigten.

Du kan se et udkast til et Excelark her. Jeg har sat lidt beløb i butikkerne, så de kan få fornemmelsen. Dankort konti

Hver gang der bliver lavet et køb, skal der opdateres i Excelarket. Køber skal have trukket penge, sælger skal have tilført penge.

Runde 2:

  1. Medarbejderne får løn og dankort
  2. Medarbejderne må købe for eget dankort i butikkerne
  3. Butikkerne må fortsat købe og sælge
  4. Medarbejderne må hæve kontanter.

Sådan gør I:

Alle eleverne får udleveret et personligt dankort. Dankortene havde jeg lavet i PowerPoint og indsat deres navne fra intra.

Hent filen her og rediger selv.

Dankort

Du kopierer hvert slide, så du har dem i det antal, du skal bruge, så printer du dem på begge sider, laminerer og klipper ud.

Det er vist næsten ikke nødvendigt at sige, at eleverne ELSKEDE dem: “WAUV! Er de til os? Må jeg tage det med hjem?”

Nederst i Excelarket Dankort konti havde vi faner til butikkerne konti og elevernes enkelte.

Sæt løn ind på elevernes konto og fortæl dem, at nu har du arbejdet og får løn. Det kan jo ske flere gange afhængig af hvor lang tid I bruger på det.

Når en elev fortager et køb i butik 2, bliver der trukket varens pris på elevens konto og sat det tilsvarende ind på butikkens konto.

Hvis du også vil have kontater i spil, kan du lave en hæveautomat, som et par elever kan styre. Her bliver pengene trukket fra deres konto og de får tildelt penge. Vi har legepenge fra Gonge.

Du kan også vælge at fjerne dette element, da der er rigeligt i det øvrige.

Runde 3:

I denne runde er oprydningen faktisk den største.

  1. Alle varer skal bæres i skolens containere
  2. Klassens samles til en snak om Excel-arket
  3. Eleverne stiller matematiske spørgsmål og opgaver til Excelarket

Sådan gør du:

Når oprydningen er klaret mødes I omkring smartboardet.

Hvordan ser regnskabet ud? Er der nogen, der har tjent penge? Er der nogen, der skylder?

Eleverne skal nu sammen to og to stille matematiske spørgsmål til hinanden. Start med at komme med et par eksempler og lad eventuelt eleverne prøve med et par stykker i plenum.

Matematiske spørgsmål til Excelarket kan fx være:

  • “Hvis Albert får 20 kroner hver måned det næste år, hvor mange penge har han så?” Eleverne skal så finde Alberts konto og se hvor mange penge, der allerede står.
  • “Alma køber en dukke til 150 kr. Hvor mange penge har hun tilbage?”
  • “Selma deler sine penge i fire lige store dele. Hvor mange bliver der i hver?”
  • “Sofus og Viktor slår deres penge samme for at spare op til en iPad. Hvor mange har de i alt?”
  1. Skriv tre matematiske spørgsmål ned til Excelarket
  2. Stil ét spørgsmål til din sidemakker
  3. Lad ham/hende besvare det
  4. Byt og fortsæt til alle spørgsmål er besvaret

Rigtig god fornøjelse med butikkerne.

Kommentarer

2 Responses

  1. Michelle D.

    Jeg synes det ser mega-spændende, lærerigt og sjovt ud! Jeg er lige nysgerrig på det praktiske:
    – er det korrekt forstået, at alle butikker havde deres egen computer, men var inde i samme excel-ark (f.eks. 8 computere og 1 fælles excelark)?
    – det excel-ark du lavede, er det et åbent ark eller skulle eleverne logge ind hver især på de f.eks. 8 computere?
    Jeg har nemlig SÅ meget lyst til at prøve det af! 🙂

    Svar
    • Josefine Jack Eiby

      Det er så fedt, at du er med på den. Det er et fantastisk forløb.

      Ja, ét fælles excelark, som alle gik ind på. Mine elever er vant til at logge på O365, men man kan sætte delingsindstillingerne på den enkelte fil, så det kan åbnes uden login. Det gør det lidt mere enkelt. Og med et kortlink, så er det lige for alle.

      Jeg håber, det bliver en succes! 🙂

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published.