En nation af idémagere fremfor en nation af 12-taller

Berlingske debatindlæg 11/4 2016 af Josefine  Jack Eiby og Jon Bille

 

Universiteterne giver for mange 12-taller, og der er tale om en snigende karakterinflation ifølge Danmarks Evalueringsinstitut. Succes i skolen handler i dag om karakterer fremfor stimulering af læring, innovation og kreativitet. På Østre Farimagsgade Skole sætter man fokus på at udruste børn med kompetencer frem for færdigheder. At styrke elevernes teknologiske intuition og omsætte den til at skabe nye idéer.

Uddannelse i dag handler i høj grad om færdigheder som matematik, læsning og skrivning. Kompetencer handler om at sætte matematik i spil til at løse en udfordring, eller bruge sine læsefærdigheder til at finde den rette information, der kan omsættes til at løse opgaver – med en selvstændig tankeproces og overvejelse bag. Vi skal blive bedre til at sætte børns kompetencer i spil – allerede fra børnehaveklassen. Og vi skal blive bedre til at frigøre deres kreativitet og innovative idéer. Sådan ruster vi bedst vores børn til at begå sig i det 21. århundrede. Ikke ved at skabe en nation af 12-taller.

Det er tanken bag Østre Farimagsgade Skoles innovationsstrategi, hvor børnene bliver udfordret med øvelser som hjernekonditest, 3D-modellering og robotteknologi. Børnene bliver også introduceret for nogle af vor tids største teknologitendenser, såsom Internet of Things. Det at alting er forbundet over internettet. Formålet er at flytte fokus fra at være passiv forbruger af teknologi, som lever i kraft af spil, film og iPads, til at gøre børn til aktive medskabere af nye idéer.

 

Læs om vores inspiration til innovation

 

Hvordan kommer vi fra en verden, hvor børn bliver pacificeret af teknologi til en kultur, hvor vores børn er sultne, idérige og besidder en innovationslyst, som skal være med til at gøre Danmark til foregangsland for teknologi og innovation? Og hvordan får vi en verden med teknologi som legeplads?

Det kræver først og fremmest lederskab i skolen. Undervisningen bør afspejle parathed til en verden, som er global, forbundet og har nogle helt andre præmisser end for 100 år siden. En verden hvor det ikke handler om hvad, der er teknologisk muligt – men om at få den gode idé til skabe noget nyt.

Men det er ikke kun skolerne, der bør ændre adfærd. Det kræver en indsats i hjemmet – af forældrene – som bør fremme børns innovationsevne ved at lave hjernekondiøvelser eller holde idéfredag over slikposerne. I skolen såvel som i hjemmet skal vi i øjenhøjde med børn om, hvordan de kan forestille sig nye måder at bruge teknologien på – med udgangspunkt i deres behov og ønsker.

 

Læs om et lille innovationsprojekt

 

Fejl i skolen er cool

Hvor man på mange uddannelser har stort fokus på 12-taller, arbejder man på Østre Farimagsgade Skole med at fremme fejl fra et tidligt stadie. Børn skal lære at lave fejl og proaktivt komme med forslag til, hvordan man kan fejle i forskellige situationer. Fordi fejl er ofte vejen til at finde ud af, hvad der virker og hvad der er rigtigt. Samtidig lærer børnene, at fejl er en naturlig del af innovation og iværksætteri.

Nogle af verdens mest succesfulde iværksættere har ikke skabt store brands uden fejl. Og netop fejlene har givet dem erfaring og klarhed over, hvad der virker og er rigtigt. Vi må gøre op med vores intolerante fejlkultur i Danmark og sætte fokus på læring frem for 12-taller. Vi har brug for, at vores børn ikke er bange for at kaste sig over nye idéer af frygt for dårlige karakterer og nedladende bemærkninger fra deres omgivelser. De skal turde fejle for at lære uanset alder.

Vi skal turde slippe kreativiteten løs hos vores børn. De har ikke samme begrænsende tankesæt, som vi voksne har. Samtidig er de digitalt indfødte og ser nogle helt andre muligheder i teknologi. Så hvis de bare får lov, ligger de faktisk inde med mange gode idéer som kan være til at tegne fremtidens Danmark.