Drik en øl
Først og fremmest: Det kan også være en kop kaffe, en sodavand eller Dark’n’ stormy. 🙂
Pointen er bare, at du er afslappet, har tid og ikke står og tripper for at komme op til en kristendomstime i 4.u. Du har tid til at tale om det, der optager dig med et andet menneske, som også arbejder med undervisning og læring.
Den 4/3 tog jeg initiativ til den første edu-fredagsbar. Det var en super succes!
Læs om edu21bar her
Her får du 10 grunde til at drikke en øl med nogle andre edufolk:
- Du bliver inspireret til at starte en blog (som Rune gjorde)
- Du får diskuteret, om du skal bruge Google Classroom eller O365
- Du finder ud af, at du har noget at prale af
- Du får startet en spændende snak om digital læring.
- Du får startet din Twitterkonto op igen
- Du får et link til instruktion om at tage seje 365 graders billeder
- Du får konkrete ideer til dit innovationslab
- Du kommer med i endnu et sejt netværk
- Du hører om et spændende arrangement
- Du bliver bare rigtig glad og motiveret
At netværke
Jeg har oplevet at mange undervurderer det at netværke som lærer. Vi er på vej fra at være enlige øer i hvert vores lokale til at have fælles forberedelse, mødes på kryds og tværs og dele forløb på alverdens digitale platforme.
Jeg har fået så utroligt meget ud af mit netværk og det har på mange måder transformeret mit arbejdsliv. Jeg nyder godt af det i min daglige liv på skolen, hvor mit netværk lukker op for muligheder, jeg ikke havde uden.
Netværk kan give penge, gadgets, arrangementer og kontakt til inspirerende mennesker.
Netværk = mennesker
Et konkret eksempel på hvordan netværk kan sætte dig i forbindelse med andre mennesker er fredag den 18/3 2016 på min skole, hvor vi holdt Skolernes innovationsdag. Her havde vi en fantastisk, inspirerende og motiverende taler, som jeg aldrig havde fået fingrene i uden mit netværk. Han holdt samtlige elever fra 0. til 9. tryllebundet i over 20 minutter, mens han talte om de ægte superhelte. Nemlig dem, der opfinder noget.
Jon Bille fra Bluefragments. Et top moderne firma, der udvikler apps og sensorer; som har fingeren på pulsen hvad angår IoT og innovationsprocesser.
Tænk, at holde en hel sal med 800 børn (og lærere!) tryllebundet i over 20 minutter.
Og sidste år havde vi sørme også et fabelagtigt indslag! Der var det nemlig inspirerende Christiane Vejlø aka. elektronista.
Hun talte om at udvikle ideer i krydsfelter mellem interesser. Og det har hun selv gjort. Den super fine elektronista clutch.
Det er aldrig til at sige, hvornår den rigtige kontakt opstår, men hvis du ikke køber et lod i lotteriet, så vinder du i hvert tilfælde ikke.
Og ved du ikke hvordan, du kommer i gang, så kan jeg anbefale Twitter. Som altid.
Læs om at komme i gang med Twitter
Vil du have det ypperste passionerede netværk, så kom til EdcampDK!